Der er flere parametre, der spiller ind, når man som virksomhed vælger at deltage i en messe. Ikke alene personalet skal være på plads, men også indretningen og retningslinjerne for, hvorledes man fælles skal imødegå kunderne ”ude i marken”. En messedeltagelse kræver stor forberedelse, og det handler om at være i god tid, hvad end man er førstegangsdeltager, eller man har prøvet det før. Få gode tips til, hvordan du bliver klædt på til firmamessen.
Personale
Når man skal udvælge sit personale, der skal deltage til messen, er det en god idé at vælge nogle personer, der af natur ikke er bange for at træde frem og ”hive fat” i folk. De skal være udadvendte, smilende og have ordene i sin mund. Det skal komme naturligt og flydende, og bedst er det også, hvis det er nogle medarbejdere, der har været i firmaet i et godt stykke tid, således de kender til produkterne og servicen, som skal præsenteres på messen.
Indretning og stand-plan
Det er vigtigt at orientere sig i god tid, hvilken størrelse messestanden har, og hvordan den er indrettet i forhold til vægge og placering. En god idé er at lave en plan hjemmefra om, hvor evt. bord og stole skal stå, hvor et fjernsyn måske skal hænge i forbindelse med en reklamevideo, eller hvis man kommer med et produkt, der kræver plads fx en massagestol.
Merchandise og profilbeklædning
At medbringe merchandise til messen kan være en rigtig god måde til at få kunderne til at huske én. Kuglepenne, nylonposer eller vandflasker med tryk er alt sammen reklame, som forbrugeren kan tage med hjem og blive mindet om jeres virksomhed.
Det er også en god idé at iklæde sig T-shirts med tryk, der kan signalere, hvilken virksomhed I repræsenterer, således folk ikke er i tvivl om, hvem de skal gå hen til, hvis de har spørgsmål til jeres produkt eller service.
Har man styr på ovenstående punkter, er man godt klædt på fra start. Det handler om at vise, at man har styr på sit kram, og at man vil brænde igennem med et budskab professionelt.